I “Anna Karenina” af Lev Tolstoj (1828 – 1910), en af verdenslitteraturens store romaner om lidenskabernes veje og vildveje, er der mange forskellige opfattelser af ægteskabet i forhold til kærligheden.
Bogens 1000 sider handler om kærligheden mellem Anna Karenina og Grev Vronski som bliver et altopslugende og fatalt kærligheds drama.
Jeg vil her bringe et lille uddrag fra bogen fra en samtale mellem to officerer. Serpukhovskij er en meget amitiøs og pragtisk mand og gift, medens den anden Vronskij som er ungkarl, er dødligt forelsket i den gifte Anna Karenina.
Serpukhovski siger til Vronskij:
“– Og min mening har du her. Kvinderne er den største anstødsten for mandens virkekraft. Det er vanskeligt at elske en kvinde og samtidig udrette noget. Der findes kun ét middel til at elske bekvemt og uden at hæmmes, og det er ægteskabet. Vent lidt — hvordan kan jeg bedst gøre dig klart, hvad jeg mener, — fortsatte Serpukhovskij, der yndede sammenligninger, — vent lidt! — Jo — det er, som når man vil bære en byrde og samtidig bruge sine hænder, det kan man kun gøre på én måde, nemlig ved at hænge byrden på ryggen. For manden sker dette ved ægteskabet. Jeg erfarede det selv, da jeg giftede mig — jeg fik pludselig mine hænder frigjort. Men skal man ugift slæbe på denne byrde — da har man sine hænder så fulde, at man inte får udrettet.”
Og videre til Vronskij der er jo forelsket i den gifte Anna Karenina.
“Jo fastere kvindens stilling er i verden, des værre bliver sagen. Det drejer sig da ikke blot om at slæbe på byrden, men også om at rive den fra den anden”
Det er jo altid godt at få gode råd 🙂
|
Atelier 