I nærheden af hvor jeg bor, er der et okkerbrud, der fra gammel tid har været berømt for sine rige forekomster af okker – et materiale, hvis anvendelse som farvestof går så langt tilbage som til Istidens hulemalerier i Sydfrankrig og Nordspanien.
Jeg bliver altid inspireret af okker til mit maleri. Det stærke sollys, der falder på de gule eller rødgule skrænter bevirker at de lyser op, så man tror, at de består af cadmium gult eller orange. Skrænterne står som en voldsom kontrast til den cølinblå himmel. Overalt i bruddet gror der mørkegrønne fyrretræer, der er dækket af et fint lag okkerstøv, som vinden ustandselig hvirvler op, så det næsten ophæver vegetationens naturlige farvekarakter.
Men først og fremmest er det rigdommen af nuancer i selve okkermaterialet der gør et stærkt indtryk. Jeg har fundet mindst 15 forskellige gule og røde nuancer.
En dag fandt jeg en særlig lysende gul farve, og da der var nok af den, besluttede jeg også at bruge den til at pudse husets vægge op med.
Jeg bevæbnede mig med en skovl og kørte min stationcar ind i okkerbruddet. Her skovlede jeg så meget okker ind som der kunne være bag i bilen og begyndte hjemturen. Dog havde jeg ikke kørt ret langt, før bilen gav en skurrende lyd fra sig og ligesom sank lidt sammen.
Ved næste besøg hos mekanikeren fik jeg at vide at de bagerste støddæmpere var brudt totalt sammen – “De må have transporteret noget meget tungt”, sagde han.
For fremtiden indsamler jeg kun okker til mit maleri.
|
Atelier 