Hver dag går vi tur med vores to Australske Silkyterriere. Det er hunde der skal have godt med motion. Heldigvis bor vi på landet, i en landsby her i Sydfrankrig, så der er rige muligheder for at lufte dem på markerne og i La Garrigue, eller på dansk Garrigue’en.
De små landsbyer med deres marker omkring sig er spredt ud som små øer i det store Garrigue hav. Områder der er på størrelse med Sjælland og Fyn.
Landsbyerne er dog forbundet med udmærkede veje, mens der i Garrigue’en er de gamle hjulsporsveje og utallige dyrestier.
Den landsby vi bor i hedder Fontarèches, den har 100 indbyggere. Byen stammer helt tilbage fra romerne for man har fundet ud af at der har ligget en gammel romersk villa her. Navnet stammer fra det romerske ord erectus fontana, da der udspringer en kilde i landsbyen som bliver benyttet den dag i dag til at vande fårene ved.
Da den lille vej som passerer vores hus skulle repareres, fandt man romerske ruiner der var lavet af marksten som også vores hus er bygget af. Det er interessant at tænke sig at vores hus hviler på et romersk fundament og at romerne har haft mange af de marksten som vores hus er bygget af i hænderne.
Da landsbyens vinmarkerne støder op til Garrigue’en ser vi ofte dyrespor efter vildsvin der i nattens løb har pløjet rundt med deres tryner i den bløde opdyrkede jord for at finde føde bestående af rødder, snegle, orme osv.
Vildsvinet er det tamme svins vilde forfader. Det lever i skovområder i Centraleuropa, Middelhavsområdet og i det sydlige Asien så langt væk som Indonesien.
Vildsvin kan veje helt op til 350 kg og måle op til 180 cm i længden og 120 cm i højden. Farven varierer fra lysebrun til grå og næsten helt over til sort.
De lever i skov og krat, gerne i nærheden af landbrugsområder, hvor de kan gøre stor skade når de graver i jorden. Vildsvinet har længere ben end tamgrisen, og den er gråsort. Om vinteren er pelsen tyk, med lange dækhår og brun underuld. Sommerpelsen er sparsom og derfor virker farven lysere. Forrest på ryggen er der en kam af lange hår. De lange og skarpe hjørnetænder, kan hos ornen blive mere end tyve centimeter lange. I parringstiden er ornerne aggressive overfor hinanden, og de kæmper om søerne. I kampen bruges deres store hjørnetænder, som dyrene altid kan holde skarpe ved at hjørnetænderne i overkæben slibes mod hjørnetænderne i underkæben.
De lever i familieflokke på ca. 20 individer, men flokke på helt op til 100 individer er observeret. Flokken består af søerne og deres afkom mens kønsmodne orner lever alene.
La Garrigue, eller på dansk, Garrigue’en er en buskhedevegetation, der dannes på rå eller meget magre jordtyper. I disse områder er det karakteristisk, at den årlige nedbør almindeligvis er under 250 mm og ofte koncentreret i vintermånederne. Dette betyder sammen med den kraftige fordampning i sommertiden, at vandbevægelsen i jorden er opadstigende. Derved føres opløste stoffer op nedefra og aflejres ved jordoverfladen. Da kalk er et af disse stoffer, bliver jorden ofte neutral eller basisk. Vegetationen bliver op til 2 m høj og kan være meget varieret. De typiske arter i garrigue’en er dværgbuske af slægterne, Ene, Jordbærtræ, Lavendel, Malurt, Rosmarin, Salvie, og Timian samt stauder som Dværg-Iris, Dødslijle, Evighedsblomst, Fuglemælk, Hundetunge, Hør, Strandløg, Vortemælk og orkideer. (Orchis, Ophrys m.fl.) Desuden findes en række enårige planter, først og fremmest forskellige græsser: Fjergræs, harehaler og Rævehaler. Det hele er domineret af stedsegrønne Ege, hvor de enorme mængder af agern fra træerne, er et eldorado for vildsvinene.
Vildsvinet æder både dyrisk føde og planteføde. Langt den største del af føden består af planteføde som urter, græs, skud, blade, underjordiske plantedele samt majs, korn og kartofler. Men vildsvinet æder også bær, frugter, olden, larver, regnorme, æg, mus og ådsler.
I denne smukke flora lever der et meget rigt dyreliv bestående af insekter, krybdyr og vildt. Det mest iøjnefaldende er nok vildsvinet der kan leve i flokke og bliver jaget med stor fornøjelse af den lokale befolkning. Tegneserien Astérix med dens to helte er ikke kommet ud af den blå luft hvor Obelix, Asterix og hunden Idéfix jager vildsvin og fortærer disse med stor appetit. Det er den samme årsag der i dag får flokke på 20 til 25 jægere til at drøne rundt i deres små biler på de snævre hjulsporsveje i Garrigu’en, medbringende deres gevære og mobiltelefoner, for at drive en form for organiseret klapjagt på vildsvin.
Her i efteråret har vi fundet en lille hjulsporsvej der går parallelt med den smukke Garrigue og de marker som hører til vores landsby. Det er et perfekt sted at lufte vores hunde for de kan løbe løs, lege, finde spændende snusoplevelser, ælte sig i mystiske ting og være hunde.
Vores landsby er en blandt fem andre landsbyer der ligger i forlængelse af hinanden på et plateau ca. 200 m. over havet, de ligger mellem Cevennerne og Alperne.
Når vi starter vores hundetur går vi mod vest og kan se Mont Bouquet der ikke er mere en 8-10km væk. Det er begyndelsen til bjergkæden Cevennerne.
Det er meget dejligt og fredfyldt at gå turen for når vi går tilbage mod øst ser vi ude det fjerne Mount Ventoux der har en højde på ca. 2 km. over havet og er starten til alperne.
På vores tur i dag havde vi godt bemærket at ude i højre side ved et af markskellene gik der en jæger med en stor lys jagthund der rendte frem og tilbage og var meget aktiv. Da de gik i den modsatte retning af os gik der ikke lang tid før vi havde passeret hinanden. I dag var det dejligt varmt at gå strækningen så vi forsatte lidt længere en vi plejede.
Da vi skulle vende om opdagede vi lige pludselig den ene jægerbil efter den anden komme kørende i en lang række mod os. Der var nok ca. 25 jægere der kom, de gjorde holdt og steg ud af bilerne, med deres store hunde som er ret agressive da de kun bliver brugt til jagt.
Vores to små silky terriere kan overhovedet ikke være med her hvis der skulle opstå et hundeslagsmål, og små hunde ved ikke de er små før det er for sent.
Vi tog hver en hund under armen og gik forsigtig hen til den nærmeste jæger. Heldigvis kender vi de fleste da de er lokale, og vi spurgte om det var muligt at gå en anden vej hjem da vi kunne se at de skulle til at jage på “vores” vej. De svarede lidt stresset, men venligt at vi skulle gå den anden vej hjem da de var blevet tilkaldt af den enlige jæger vi havde paseret for under 10 minutter siden. Hans store hvide hund var blevet angrebet af et vildsvin og var blevet såret. Da de til al held jagede i nærheden kunne de hurtigt komme og hjælpe til. De dannede hurtig som ved en militær operation med deres vogne en stor cirkel om det område hvor vildsvinet formodedes at være. Vildsvinet som sandsynligvis var en enlig orne var således omringet og derefter stod de ud af bilerne med rifler og hunde og begyndte samtidigt at bevæge sig ind mod områdets centrum.
Vi skyndte os væk og gik hjemad ad en omvej godt forskrækkede over hvad der kunne være hændt os. Jeg tænkte på jægernes rifler og de store patroner de skyder med. De kan række flere kilometer og her i Frankrig bliver der dræbt ca. 80 mennesker om året ved jægeres vådeskud. Der gik ikke mere end 5 minutter før vi hørte en mase skud og råb. Vi kune derefter se at jægerne stod i en rundkreds inde på en mark bøjet over et vildsvin.
Bagefter tænker man hvor var vi heldige at der ikke skete noget med vores hunde eller med os. For det kunne ligeså godt havde været os at vildsvinet havde angrebet på en så dejlig solskinsdag. Vi var svineheldige.
|
