Tigerdansen på Koldinghus.
5 x 2 m. 2007.
…
Min udstilling “Tigerens Glød,” som består af ca. 50 malerier har været udstillet på Nivaagaards Malerisamlig i hele sommerperioden 2007. Udstillingen forsætter i Kirkesalen på Koldinghus i perioden 13 januar til 30 marts 2008.
Slotskirken er ikke længere indviet som kirkerum, men tjener museale og kulturelle formål, først og fremmest udstillinger og koncerter.
Ved Kirkesalens restaurering i slutningen af 1970′erne er kirken ikke søgt genskabt. Rummets fire vægge er de eneste rester af fordums pragt. I stedet er det ved restaureringen forsøgt at antyde rummets oprindelige arkitektur i belysningen. Hovedskibet er markeret med stengulvet og med de tre store stjerneformede lysekroner,
Det store maleri som skal hænge på endevæggen opstod i Kirkesalen som en fælles ide da jeg havde et møde på Koldinghus. Tilstede var Museumsdirektør, cand.mag. Poul Dedenroth-Schou, Museumsinspektør, mag.art. Birgit Jenvold, Museumsdirektør, mag.art. Nils Ohrt ved Nivaagaards Malerisamling og billedkunstneren Annette Hoff-Jessen.
I nordsiden af kirkesalen har der været et højt, rundbuet vindue og foran dette har kirkens alter stået. I dag er kirkevinduet muret til og der er opstået en ca. 7 x 2 m. høj hvælving.
Da mine største malerier fra udstillingen “Tigerens Glød” er 2 meter høje ville et billede i den størrelse syne ret lille i den rustikke niche.
Det var oplagt at lave et 5 meter højt maleri for at skabe balance i rummet i forhold til de andre malerier der skal hænge i den store sal.
Senere fandt jeg på Koldinghus hjemmeside historien “Dansen på Koldinghus” af Bent Pedersen.
Historien handler om Christine Rosenkrands der måske blev danset ihjel af tre adelige bejlere en aften på Koldinghus i 1558. Hun havde angiveligt forelsket sig i en af bygmester Stranges svende, som hun hemmeligt mødtes med i slottets dyrehave under istandsættelsen af slottet.
Christine Rosenkrands skulle ifølge fortællingen være datter af den daværende lensmand på Koldinghus, Jørgen Rosenkrands.
Ved opdagelsen af datterens forelskelse i en simpel svend blev lensmanden så vred at han lod den unge mand henrette i slotsgården.
Tre dage efter var der et stort bal på slottet i anledning af Christian 3.s ankomst.
Om aftenen dansede tre bejlere med Christine Rosenkrands. De dansede så voldsomt med hende, at hun fik en blodstyrtning og døde foran netop det vindue, hvorfra hun tre dage tidligere havde overværet henrettelsen af sin elskede håndværkssvend.
Ved at undersøge historien om Christine Rosenkrands, sand eller ikke sand, stødte jeg på Holger Dracmanns skuespil om det samme tema.
Det gav mig en dybere forståelse af betydningen bag historien.
Holger Drachmann (1846-1908) blev inspireret af historien om Christine Rosenkrands og skrev skuespillet, “Dansen på Koldinghus”.
Drachmann skrev om det, han kaldte “det naturlige”. Dermed mente han alt det i
mennesker, som føles frit. I hans fortællinger prøvede han at vise, hvordan han mente mennesker burde være, når de levede frit og naturligt.
Da han var 41 år gammel mødte han en sangerinde, og forelskede sig dybt i hende. Hun kom til at betyde så meget for ham, at alt hvad han skrev i de næste ti år, kom til at dreje sig om hende. Han kaldte hende Edith og skrev, “Dansen på Koldinghus”, hvor hun var en af personerne. Stykket blev første gang opført på Dagmarteatret den. 24 april 1896. Senere fik stykket også titlen “Dødedansen”.
Dødedans-litteraturen var en del af kirkens propaganda og middel til at binde folk til den kristne lære som en overmagt mod det frie menneske.
Maleriet “Tigerdansen på Koldinghus” var en stor udfordring da den interessante historie skulle igennem mig og omsættes til maleri uden at det udelukkende blev en illustration af en fortælling.
Billedets lodrette format var også bestemmende for den billedmæssige fortolkning af emnet.
Ved hjælp af skitser arbejdede jeg mig frem til en inddeling af fladen som jeg syntes beskrev historiens indhold. Ved en hierakisk inddeling af billedfladen viser jeg den tyranniske despot øverst, som den magtfaktor der tilsidesætter de almindelige menneskelige rettigheder.
For at beskrive denne dominerende faderfigur i billedets øverste del, har jeg malet den i form af et stort køligt blåt snerrende og aggressivt tigerhoved med røde øjne.
Nederst i forgrunden, som en farvekontrast, iagtager en rød tiger hele handlingsforløbet.
Den repræsenterer den henrettede bejler der befinder sig udenfor lensmandens cirkel.
De tre dansende tigre er holdt i gule og orange aktive farver i forhold til baggrunden.
Tigrene danner ved deres dans en lukket cirkel rundt om “datteren” og holder derved andre udenfor, for på den måde at beskytte faderens magt og undertrykkelse af andres meninger og holdninger.
“La tigresse” danser centralt i midten af billedet da “hun” er hovedpersonen i dette drama. Hendes farve er hvid, der repræsenterer det uskyldige, men som også kan associere til et dansende skelet, til “Dødedansen”.
Fontarèches 03/12/2007
Uffe Christoffersen
|
