FRA VIOLET SOL TIL DEN SYDFRANSKE SOL

fanø kunstmuseum

“Violet Sol – et gensyn”

8 maj – 21 juni 2009

Fernisering 8 maj kl. 14.00

For mig står kunstnergruppen Violet Sol for en periode der var en forlængelse af min uddannelse på Kunstakademiet i København. Vi var en gruppe af nyudannede akademielever, en studentergruppe, der prøvede kræfter med sig selv inden de enkelte blev lukket ud i kunstverdenen på egen hånd. Da skulle man først begynde at manifestere sig som personlig kunstner.
For mit eget vedkommende flyttede jeg for 20 år siden til Sydfrankrig for på egen hånd at kæmpe mig frem som professionel aktiv kunstner.

Det er absolut en helt anden verden, udelukkende at leve af sit maleri gennem separatudstillinger i gallerier, museer og messer både her og i Danmark.
I den periode jeg udstillede på Violet Sol arbejdede jeg samtidig på Kunstakademiets Farvetekniske Laboratorium i 8 år. Det bestod i farveforskning og materialeundervisning.
Det var også en af grundene til at jeg bosatte mig i Sydfrankrig da der her i naturen eksisterer  naturlige farvepigmenter, fra okkerbrud som man kan bruge i sit maleri på mange forskellige måder.
Dette var noget af det jeg havde forsket i, den årrække jeg havde arbejdet på Farveteknisk Laboratorium og nu ville jeg realisere min viden i maleriet ved at studere de store okkerbrud her i det sydlige Frankrig.

Det stærke sollys, der falder paa de gule eller rødgule skrænter, bevirker at de lyser vældigt op, og står i en voldsom kontrast til den cølinblaa himmel. De mørkegrønne pinjetræer der gror i disse områder, er dækket af et fint okker-støv, som vinden ustandseligt hvirvler op, saa det næsten ophæver vegetationens naturlige farvekarakter. Men først og fremmest er det rigdommen af nuancer i selve okkermaterialet, der er væsentligt, og dette er en stor inspiration for mig til mit maleri
Okkerfarverne kan, i solen, næsten måle sig i intensitet med de syntetiske gule, orange og røde kadmiumfarver, mens de i skyggen bliver til dæmpede gulbrune farver. På samme måde lyser tigerens gyldentbrune pels kraftigt op i solen, hvorimod den i skyggen kan falde i et med omgivelserne på grund af kombinationen af striber og dæmpede farver. Der er her tale om en vekselvirkning der i virkeligheden passer så godt til dette temperamentsfulde væsen.
Et er hvad man ser og oplever i naturen, et andet er, når man som maler står foran staffeliet og skal omsætte disse, til tider modstridende, idéer eller følelser til billeder. Man må så søge ind i selve stoffet, og på den måde finde ud af hvad det er man i virkeligheden vil.

Med disse farver, som strækker sig fra at være dæmpede og passive til, i en glidende overgang, at blive aktive i højeste potens, er det muligt at male en tiger i alle dens temperamenter. Alle de stadier som et vilddyr nu befinder sig i. Tigre der slås, leger, parrer sig, jager og fortærer deres bytte m.v. Samtidig påvirker det også en selv, så de indre kræfter, der styrer de maleriske instinkter, bliver forløst. Det er naturkræfter der er i slægt med dem, der styrer rovdyrets instinkter.
For flere år siden var en fransk psykiater paa besøg i mit atelier. Han bemærkede at mine tigermalerier slet ikke forestillede tigre, men mennesker.

Uffe Christoffersen.

UDSMYKNING

Billeder fra indgangspartiet i Sydbank, hovedsædet i Aabenraa.

Fotos af René Enghave

7 TIGERHOVEDER

EN LODRET LØVE

Dyrenes “vandrette” væren er i kontrast til mennesket, som er “lodrette” væsner. 
Ene af alle væsener karakteriseres mennesket af den oprejste gang. 
Modsat dyrene har mennesket rejst sig og indstiftet dimension og perspektiv.
Menneskets væren-i-verden er som et personligt perspektiv, hvor sansningen kan sammenlignes med malerens evne til med den gode kunst hele tiden at opdage nye meningsdimensioner ved det værende.

I årene 1955 – 59, boede jeg i de to afrikanske lande Kenya og Tanzania. De to første år i Narobi og de efterfølgende i Dar-es-salam.

Vi kom til at bo i yderkanten af Nairobi, tæt ved Karen Blixens gamle kaffefarm, i en nyopført villa med have til.
Jeg var da omkring syv år, og haven var meget spændende, for hver aften lige inden solnedgang, kom farverne rigtig frem. Især var jeg meget fascineret af alle de røde nuancer den afrikanske jord havde. Når jeg så ud over stepperne kunne jeg der opleve de mange forskellige vilde dyr, zebraer, antilober, elefanter osv. og i det fjerne var der den violette bjerkæde Ngong.
Jeg elskede at sidde i vinduet når det var ved at blive mørkt og månen kiggede ned i haven og fik ubestemmelige skygger til at lure i de mange kroge. Ofte så jeg sjakaler og leoparder snige sig rundt dernede. I tropenatten hørtes de infødtes trommer fra de omkring liggende landsbyer, blandet med hyænernes hylen og løvernes brøl.

Den skole vi gik på lå ca. 9 km. væk, var engelsk, kun for hvide og de forlangte at vi skulle bære skoleuniform med hat og slips. Man var i skole hele dagen, med almindelig skolegang om formiddagen, lektielæsning midt på dagen og cricket om eftermiddagen.
Både skolen og livet i Afrika generelt var selvfølgelig en stor omvæltning, men det havde også sine fordele, for efter skoletid kunne jeg og min bror gå hen på byens flotteste hotel, der var i den bedste kolonistil og der i restauranten få gratis coca-cola’er. Det var vores nye “far” som kendte ejeren og vi to knægte gik blot indenfor og fik hurtigt lært at råbe “BOY, two cokes”. Hurtigt kom der en stor voksen neger i hvid kaftan med et bredt rødt skærf, en rød fez på hovedet og bare fødder der klaskede højlydt på det rødmalede cementgulv, med to kolde Coca-Cola’s med sugerør, og serverede for os.
Den gang kunne man ikke købe Coca-Cola i Danmark!

Bussen til skolen havde gode, polstrede sæder forrest til os hvide og bagest var der træbænke til de indfødte.
Når vi kørte med bussen var jeg altid meget fascineret af de forskellige mennesker der steg af og på.
Der var stor forskel på negrene, om de tilhørte Masai eller Kikuyu stammen. Masaierne, som er jægere havde altid deres spyd og knive med sig, de var meget høje, tynde og med en blanding af okker og olie smurt ind i deres flettede hår. Det var nogle barske krigere at køre i bus med, men det var meget spændende at studere deres spyd og knive i smug, for de var blanke og velholdte af at blive brugt meget.
Kikuyuerne, som er agerbrugere, var mindre, bredere, men med store muskler og deres kendetegn var alle de ting de havde stukket ind i de enorme huller som de lavede i deres ører. Til stor undren og morskab for os drenge stillede kvinderne sig op efter udstigning af bussen, med spredte ben, let foroverbøjede og løftede op i deres klæder og pissede bagud med en kæmpe stråle.
Buschaufførerne var altid mandlige Kikuyuer og fordi de skulle se pæne ud i deres uniformer var deres ører bundet op med elastikker til en mindre kugle på hver side af hovedet. Ellers ville deres ører hænge ned på skulderen med de store huller hvor der nomalt hang ben og smykker.
Det er mærkelig at tænke sig i dag at Amerikas nye præsident er født i dette land og at hans forældre sagtens kunne have siddet nede bagved på en af bussens træbænke.

Busserne kørte meget uregelmæssigt så oftest cyklede vi i stedet.

Selve cykelturen til skolen, blev en del kortere når vi kørte ad de små snoede grusveje der var røde af okker, gennem vild jungle. Jeg havde en Raleigh cykel med håndbremser og tre gear.
Da jeg en dag mødte tidligere end min broder (han pjækkede), cyklede min mor med, for jeg var jo bare otte år.
Vejen til skolen krydsede den kendte allé, omtalt i Karen Blixen’s bog “Den afrikanske farm”, som løber mellem hendes farm og et fransk nonnekloster.
Da vi skulle passere dette kryds midt inde i junglen stod der en stor hunløve ca. 25 m. fremme og spærrede vejen for os. Ved siden af løven var der små unger der løb rundt og legede.
I stedet for at vende om, og cykle tilbage, stod vi af cyklerne og talte dæmpet sammen om hvordan vi skulle komme forbi så jeg ikke kom for sent i skole.
Jeg var for genert til at komme hen i skolen til min lærerinde med en forklaring om at en løve havde spærret mig vejen, hun havde nok troet at det var en lodret løgn og ikke en lodret løve. Det ville have været meget pinligt.
Jeg husker stadig den mærkelige fornemmelse det var at se denne kæmpe, okkergule løve stående frontalt, lodret på den okkerrøde grusvej og stirre på mig med sine gulbrune øjne.

Hvor lang tid der gik er umuligt at sige, men det føltes som en evighed, og hver detalje husker jeg endnu som et indre fotografi jeg kan tage frem når jeg har lyst.

Det næste der skete var, at løven lige så elegant sprang ind til siden i buskadset og forsvandt i junglen.

Jeg følte stor lettelse da den stående, stirrende løves blik erstattedes af det befriende, vandrette spring. 
Ungerne fulgte efter i et legende tempo.
Vi skyndte os at cykle forbi krydset hvor løven havde stået, men man kunne stadig høre dem inde i buskadset. Min mor syntes at ungerne var så søde og ville se dem igen, så hun stoppede op og ville hilse på dem. 
Jeg tror aldrig at en otteårige dreng har skældt sin mor mere ud end jeg gjorde den dag, men hvis jeg ikke havde gjort det ville hun ikke stadig have været her, så hun og jeg endnu kan grine af historien. 
Min mor cyklede hjem af den officielle vej med normal trafik.
-Og jeg fik en lodret /vandret oplevelse der kunne mærkes, og som nu kan bruges i mine malerier på grund af den stærke oplevelse, som det har taget så mange år for mig at få visualiseret fuldt ud.

© Uffe Christoffersen

www.uffechristoffersen.dk

YELLOW TIGERJUMP

SNE

Nu har der været sol hver dag i 2 måneder på nær 2 dage. I morges da jeg vågnede var der til stor overraskelse sne på palmen udenfor i haven.

En artikel om et svineheld

Her kan man downloade min artikl med fotos,

om en oplevelse jeg havde her i Sydfrankrig hvor jeg bor.

Artiklen er en PDF-fil på 280 kb.

SVINEHELDIG.Uffe Christoffersqen.pdf

SVINEHELDIG

Hver dag går vi tur med vores to Australske Silkyterriere. Det er hunde der skal have godt med motion. Heldigvis bor vi på landet, i en landsby her i Sydfrankrig, så der er rige muligheder for at lufte dem på markerne og i La Garrigue, eller på dansk Garrigue’en.
De små landsbyer med deres marker omkring sig er spredt ud som små øer i det store Garrigue hav. Områder der er på størrelse med Sjælland og Fyn.
Landsbyerne er dog forbundet med udmærkede veje, mens der i Garrigue’en er de gamle hjulsporsveje og utallige dyrestier.

Den landsby vi bor i hedder Fontarèches, den har 100 indbyggere. Byen stammer helt tilbage fra romerne for man har fundet ud af at der har ligget en gammel romersk villa her. Navnet stammer fra det romerske ord erectus fontana, da der udspringer en kilde i landsbyen som bliver benyttet den dag i dag til at vande fårene ved.
Da den lille vej som passerer vores hus skulle repareres, fandt man romerske ruiner der var lavet af marksten som også vores hus er bygget af. Det er interessant at tænke sig at vores hus hviler på et romersk fundament og at romerne har haft mange af de marksten som vores hus er bygget af i hænderne.
Da landsbyens vinmarkerne støder op til Garrigue’en ser vi ofte dyrespor efter vildsvin der i nattens løb har pløjet rundt med deres tryner i den bløde opdyrkede jord for at finde føde bestående af rødder, snegle, orme osv.
Vildsvinet er det tamme svins vilde forfader. Det lever i skovområder i Centraleuropa, Middelhavsområdet og i det sydlige Asien så langt væk som Indonesien.
Vildsvin kan veje helt op til 350 kg og måle op til 180 cm i længden og 120 cm i højden. Farven varierer fra lysebrun til grå og næsten helt over til sort.
De lever i skov og krat, gerne i nærheden af landbrugsområder, hvor de kan gøre stor skade når de graver i jorden. Vildsvinet har længere ben end tamgrisen, og den er gråsort. Om vinteren er pelsen tyk, med lange dækhår og brun underuld. Sommerpelsen er sparsom og derfor virker farven lysere. Forrest på ryggen er der en kam af lange hår. De lange og skarpe hjørnetænder, kan hos ornen blive mere end tyve centimeter lange.                                                                                                                                     I parringstiden er ornerne aggressive overfor hinanden, og de kæmper om søerne. I kampen bruges deres store hjørnetænder, som dyrene altid kan holde skarpe ved at hjørnetænderne i overkæben slibes mod hjørnetænderne i underkæben.
De lever i familieflokke på ca. 20 individer, men flokke på helt op til 100 individer er observeret. Flokken består af søerne og deres afkom mens kønsmodne orner lever alene.

La Garrigue, eller på dansk, Garrigue’en er en buskhedevegetation, der dannes på rå eller meget magre jordtyper.   I disse områder er det karakteristisk, at den årlige nedbør almindeligvis er under 250 mm og ofte koncentreret i vintermånederne. Dette betyder sammen med den kraftige fordampning i sommertiden, at vandbevægelsen i jorden er opadstigende. Derved føres opløste stoffer op nedefra og aflejres ved jordoverfladen. Da kalk er et af disse stoffer, bliver jorden ofte neutral eller basisk. Vegetationen bliver op til 2 m høj og kan være meget varieret. De typiske arter i garrigue’en er dværgbuske af slægterne, Ene, Jordbærtræ, Lavendel, Malurt, Rosmarin, Salvie, og Timian samt stauder som Dværg-Iris, Dødslijle, Evighedsblomst, Fuglemælk, Hundetunge, Hør, Strandløg, Vortemælk og orkideer. (Orchis, Ophrys m.fl.) Desuden findes en række enårige planter, først og fremmest forskellige græsser: Fjergræs, harehaler og Rævehaler. Det hele er domineret af stedsegrønne Ege, hvor de enorme mængder af agern fra træerne, er et eldorado for vildsvinene.
Vildsvinet æder både dyrisk føde og planteføde. Langt den største del af føden består af planteføde som urter, græs, skud, blade, underjordiske plantedele samt majs, korn og kartofler. Men vildsvinet æder også bær, frugter, olden, larver, regnorme, æg, mus og ådsler.
I denne smukke flora lever der et meget rigt dyreliv bestående af insekter, krybdyr og vildt. Det mest iøjnefaldende er nok vildsvinet der kan leve i flokke og bliver jaget med stor fornøjelse af den lokale befolkning. Tegneserien Astérix med dens to helte er ikke kommet ud af den blå luft hvor Obelix, Asterix og hunden Idéfix jager vildsvin og fortærer disse med stor appetit. Det er den samme årsag der i dag får flokke på 20 til 25 jægere til at drøne rundt i deres små biler på de snævre hjulsporsveje i Garrigu’en, medbringende deres gevære og mobiltelefoner, for at drive en form for organiseret klapjagt på vildsvin.

Her i efteråret har vi fundet en lille hjulsporsvej der går parallelt med den smukke Garrigue og de marker som hører til vores landsby. Det er et perfekt sted at lufte vores hunde for de kan løbe løs, lege, finde spændende snusoplevelser, ælte sig i mystiske ting og være hunde.

Vores landsby er en blandt fem andre landsbyer der ligger i forlængelse af hinanden på et plateau ca. 200 m. over havet,  de ligger mellem Cevennerne og Alperne.
Når vi starter vores hundetur går vi mod vest og kan se Mont Bouquet der ikke er mere en 8-10km væk. Det er begyndelsen til bjergkæden Cevennerne.
Det er meget dejligt og fredfyldt at gå turen for når vi går tilbage mod øst ser vi ude det fjerne Mount Ventoux der har en højde på ca. 2 km. over havet og er starten til alperne.

På vores tur i dag havde vi godt bemærket at ude i højre side ved et af markskellene gik der en jæger med en stor lys jagthund der rendte frem og tilbage og var meget aktiv. Da de gik i den modsatte retning af os gik der ikke lang tid før vi havde passeret hinanden. I dag var det dejligt varmt at gå strækningen så vi forsatte lidt længere en vi plejede.
Da vi skulle vende om opdagede vi lige pludselig den ene jægerbil efter den anden komme kørende i en lang række mod os. Der var nok ca. 25 jægere der kom, de gjorde holdt og steg ud af bilerne, med deres store hunde som er ret agressive da de kun bliver brugt til jagt.
Vores to små silky terriere kan overhovedet ikke være med her hvis der skulle opstå et hundeslagsmål, og små hunde ved ikke de er små før det er for sent.

Vi tog  hver en hund under armen og gik forsigtig hen til den nærmeste jæger. Heldigvis kender vi de fleste da de er lokale, og vi spurgte om det var muligt at gå en anden vej hjem da vi kunne se at de skulle til at jage på “vores” vej. De svarede lidt stresset, men venligt at vi skulle gå den anden vej hjem da de var blevet tilkaldt af den enlige jæger vi havde paseret for under 10 minutter siden. Hans store hvide hund var blevet angrebet af et vildsvin og var blevet såret. Da de til al held jagede i nærheden kunne de hurtigt komme og hjælpe til. De dannede hurtig som ved en militær operation med deres vogne en stor cirkel om det område hvor vildsvinet formodedes at være. Vildsvinet som sandsynligvis var en enlig orne var således omringet og derefter stod de ud af bilerne med rifler og hunde og begyndte samtidigt at bevæge sig ind mod områdets centrum.
Vi skyndte os væk og gik hjemad ad en omvej godt forskrækkede over hvad der kunne være hændt os. Jeg tænkte på jægernes rifler og de store patroner de skyder med. De kan række flere kilometer og her i Frankrig bliver der dræbt ca. 80 mennesker om året ved jægeres vådeskud. Der gik ikke mere end 5 minutter før vi hørte en mase skud og råb. Vi kune derefter se at jægerne stod i en rundkreds inde på en mark bøjet over et vildsvin.
Bagefter tænker man hvor var vi heldige at der ikke skete noget med vores hunde eller med os. For det kunne ligeså godt havde været os at vildsvinet havde angrebet på en så dejlig solskinsdag. Vi var svineheldige.

Le filigrane

Det sker at jeg støder på fotos af mine malerier rundt omkring på folks blogge og hjemmesider uden der står hvem der har malet billedet. Derfor er jeg nu begyndt med mine nye fotos at sætte mit filigran nederst i højre side af billedet. Det kan jeg gøre på fotoprogrammet “Aperture” Filigrannet kan jeg placere på billedet hvor jeg vil og lave det så gennemsigt som det er ønskeligt.

Dette er selvfølgeligt et forsøg og så må tiden vise om det kan betale sig med det ekstra arbejde det trods alt er.

Billeder fra ens hjemmesider og blogge bliver jo spredt over alt på jorden via internettet. Det er jo fantastisk godt og er sjovt når jeg f.eks støder på en kinesiskhjemmeside med et af mine malerier på forsiden.

Men der kunne godt have stået hvem der havde malet maleriet -eller hvordan ser undertegnedes navn ud på kinesisk?

Café Hack – Uffe Christoffersen

Café Hack

Hver søndag, kl. 10.03

Caféstemning, musik og underholdning – det er Café Hack.

Dagens gæster er Sofie Gråbøl og billedkunstner Uffe Christoffersen

7. okt. 2007 10:03 på P4

 

Jeg fortäller lidt om min udsmykning og hvorfor jeg maler Tigre.

 

Man kan läse mere om udsmykningen paa min hjemmeside.

www.uffechristoffersen.dk

 

og se under Aarhus teater

..