Atelier

april 29, 2010

Den Gående Tiger 05b.

Stadie 5b

Farverne bruger jeg på en måde, som man klæder sin elskede smukt på.

Efter at have arbejdet med kompositionen, tegnet tigeren op på lærredet, malet striber ovs.
er det tid til at vælge en farve til billedet.
Farven maler jeg som tigerens striber. Disse farvede strøg følger dyrets krop og giver på den måde tigeren volumen. I billederne har jeg, alene ved stribernes omskrivende virkning, fremstillet dyrenes volumen og rumlige planer.
Stribernes rene farve er påført med spartel og synes at svæve en lille smule foran lærredets flade,de kan siges at “omskrive det tomme” og dermed skaber de tigerens form, og rummet i billedet bliver derved dannet.

Lærredet, og i kontrast hertil, de farvede spartelstrøg, får en betydning, som ligger ud over de to ting…

april 28, 2010

Den Gående Tiger 05a.

Titlen ”Den Gående Tiger” er min arbejdstitel til de 10 malerier (130−97 cm.) jeg er i gang med.
De er inspireret af Alberto Giacomettis skulptur L’Homme qui marche I. Samt af Antoine-Louis Barye’s (1796−1875) skulptur ”Tigre qui marche” og akvarellen ”Tigre marchant vers la gauche”

Alberto Giacomettis bronzeskulptur forestiller en gående mand, der kan beskrives som “både et ydmygt billede af en almindelig mand, og et potent symbol på menneskeheden.” Det siges at Giacometti syntes at “den naturlige balance i
den gåendes bevægelse er et symbol på menneskets egen livskraft”.

Den gående tiger i Antoine-Louis Barye’s akvarel og skulptur har begge det stærke udtryk der er i et levende dyr, samspillet af muskler og knogler, og pelsen der med sine striber gør dyrets bevægelse fremad, endnu mere energisk og dramatisk.

I mine malerier er der den eksplosive, zigzagstribede penselskrift på lærredet et meget vigtigt element, den viser tigerens vildskab og energi, hvad enten den er set gående fra siden eller forfra.
De stærke ben får dyret til at gå frem og med al dets iboende kraft og energi, er den altid i en fin balance.
Tigerens hoved angiver retningen af dyrets bevægelse, hvilket understreges af de koncentrerede og stirrende øjne.

april 26, 2010

Den Gående Tiger 04.

I stadie 4. maler jeg dynamiske, lange sorte pastose penselstrøg, således at striberne følger dyrets krop og på den måde giver tigeren volumen. Striberne understreger det gående dyrs bevægelser. For mig er disse formbeskrivende og åbne linier et meget vigtigt element, for på den måde kan der blive plads til farven.

I det viste maleri ser man at den forreste pote har en lys okker farve. Det er en aktiv farve i forhold til de andre bens farver dette bevirker at benet løftes og bevæger sig fremad.

Det andet forben er rødt og malet i en farve der er beslægtet med baggrundens mørkere. Det støtter dyret i dets fremadgående bevægelse.
Halen som ses stikke ud bagved dyret, er fanget midt i en bevægelse og er holdt i en grøn farve.
Hovedet er blåt og skiller sig derfor ud fra resten af dyrets og baggrundens farver, det giver en fornemmelse af, at dyret kommer gående ud fra billedfladen.

Samtlige farver er malet så de forskellige billeddele er klart defineret ud fra hinanden.
Forbenene og hovedet i forgrunden, bagben og hale i mellemgrunden og tilsidst den passive bagrund der fremhæver dyrets fremadgående bevægelse.
Altsammen tydeliggjort på billedfladen ved hjælp af dyrets striber…

april 25, 2010

Den Gående Tiger 03.

Den Gående Tiger 03.
Den Gående Tiger 03.

I stadie 3. maler jeg de væsentlige planer i billedet. Da et maleri er et to-dimensionnelt element med en farvet overflade, må et billede der forestiller noget genkendeligt, være noget som man bliver nødt til at visualisere med de farver man maler med.

For at vise at det er en gående tiger maler jeg dyrets forskellige legemesdele i hver sin farve. Derved definerer jeg hvor hver enkelt del er placeret i billedrummet. På samme måde giver det også en forklaring på hvilken handling det udfører. Det kan være benene der går og halen der vifter fra side til side, eller hovedet og kroppen der drejer i forskellige retninger.

Tigerens okkergule ben viser at den går og at det er foran de andre som er røde og som falder sammen med baggrundens farve. Hovedet er blåt for at understrege dets betydning og det er derved i kontrast til resten af billedets farver.

Se mere HER>>

april 24, 2010

Den Gående Tiger 02.

01. GÅENDE TIGER
Den Gående Tiger 02.

Ovenpå tegningen, laserer jeg et tyndt farvelag, tonet i varme nuancer.
Allerede på dette stadie tager jeg hensyn til opbygningen af billed-ideen ved at disponere over farveforløbene.
Blåt forneden som stiger op og blander sig med det kølige røde. Derefter maler jeg den varme røde, den orange og til sidst ender det øverst i gult. Disse farve-trin danner vandrette bevægelser og giver en kontrast til den lodrette farvetegning af tigeren.
Et af mine mål med dette billede er, at man får en fornemmelse af at dyret kommer gående, uden at det bliver en stivnet bevægelse som et foto kan give.
En tiger der repræsenterer det vilde rovdyr…

april 21, 2010

Den Gående Tiger 01.


Den Gående Tiger

Jeg maler på det rå hørlærred, på fransk kaldes det “Lin Fresque”. Hørrets naturlige farve er en neutral grund som giver mig mulighed for at tegne motivet op med kridt. Kridt er godt at arbejde med, fordi jeg kan blive ved med at rette tegningen til, indtil den er klar til farverne. Derefter erstatter jeg kridtstregen med en blå farve.

De 10 nye malerier jeg er startet på måler alle hver 130 X 97 cm.

Serien er inspireret af Alberto Giacomettis skulptur, L’Homme qui marche fra 1961

L’Homme qui marche I (The Walking Man I) er navnet på en af de bronze skulpturer, der omfatter seks nummererede udgaver skabt af den schweiziske billedhugger Alberto Giacometti i 1961. Den 3. februar 2010, blev den anden udgave af skulpturen, en af de dyreste kunstværker der nogensinde er blevet solgt på en auktion.

http://en.wikipedia.org/wiki/L’Homme_qui_marche_I

Theme: Silver is the New Black. Blog på WordPress.com.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.