Dyrenes “vandrette” væren er i kontrast til mennesket, som er “lodrette” væsner.
Ene af alle væsener karakteriseres mennesket af den oprejste gang.
Modsat dyrene har mennesket rejst sig og indstiftet dimension og perspektiv.
Menneskets væren-i-verden er som et personligt perspektiv, hvor sansningen kan sammenlignes med malerens evne til med den gode kunst hele tiden at opdage nye meningsdimensioner ved det værende.
I årene 1955 – 59, boede jeg i de to afrikanske lande Kenya og Tanzania. De to første år i Narobi og de efterfølgende i Dar-es-salam.
Vi kom til at bo i yderkanten af Nairobi, tæt ved Karen Blixens gamle kaffefarm, i en nyopført villa med have til.
Jeg var da omkring syv år, og haven var meget spændende, for hver aften lige inden solnedgang, kom farverne rigtig frem. Især var jeg meget fascineret af alle de røde nuancer den afrikanske jord havde. Når jeg så ud over stepperne kunne jeg der opleve de mange forskellige vilde dyr, zebraer, antilober, elefanter osv. og i det fjerne var der den violette bjerkæde Ngong.
Jeg elskede at sidde i vinduet når det var ved at blive mørkt og månen kiggede ned i haven og fik ubestemmelige skygger til at lure i de mange kroge. Ofte så jeg sjakaler og leoparder snige sig rundt dernede. I tropenatten hørtes de infødtes trommer fra de omkring liggende landsbyer, blandet med hyænernes hylen og løvernes brøl.
Den skole vi gik på lå ca. 9 km. væk, var engelsk, kun for hvide og de forlangte at vi skulle bære skoleuniform med hat og slips. Man var i skole hele dagen, med almindelig skolegang om formiddagen, lektielæsning midt på dagen og cricket om eftermiddagen.
Både skolen og livet i Afrika generelt var selvfølgelig en stor omvæltning, men det havde også sine fordele, for efter skoletid kunne jeg og min bror gå hen på byens flotteste hotel, der var i den bedste kolonistil og der i restauranten få gratis coca-cola’er. Det var vores nye “far” som kendte ejeren og vi to knægte gik blot indenfor og fik hurtigt lært at råbe “BOY, two cokes”. Hurtigt kom der en stor voksen neger i hvid kaftan med et bredt rødt skærf, en rød fez på hovedet og bare fødder der klaskede højlydt på det rødmalede cementgulv, med to kolde Coca-Cola’s med sugerør, og serverede for os.
Den gang kunne man ikke købe Coca-Cola i Danmark!
Bussen til skolen havde gode, polstrede sæder forrest til os hvide og bagest var der træbænke til de indfødte.
Når vi kørte med bussen var jeg altid meget fascineret af de forskellige mennesker der steg af og på.
Der var stor forskel på negrene, om de tilhørte Masai eller Kikuyu stammen. Masaierne, som er jægere havde altid deres spyd og knive med sig, de var meget høje, tynde og med en blanding af okker og olie smurt ind i deres flettede hår. Det var nogle barske krigere at køre i bus med, men det var meget spændende at studere deres spyd og knive i smug, for de var blanke og velholdte af at blive brugt meget.
Kikuyuerne, som er agerbrugere, var mindre, bredere, men med store muskler og deres kendetegn var alle de ting de havde stukket ind i de enorme huller som de lavede i deres ører. Til stor undren og morskab for os drenge stillede kvinderne sig op efter udstigning af bussen, med spredte ben, let foroverbøjede og løftede op i deres klæder og pissede bagud med en kæmpe stråle.
Buschaufførerne var altid mandlige Kikuyuer og fordi de skulle se pæne ud i deres uniformer var deres ører bundet op med elastikker til en mindre kugle på hver side af hovedet. Ellers ville deres ører hænge ned på skulderen med de store huller hvor der nomalt hang ben og smykker.
Det er mærkelig at tænke sig i dag at Amerikas nye præsident er født i dette land og at hans forældre sagtens kunne have siddet nede bagved på en af bussens træbænke.
Busserne kørte meget uregelmæssigt så oftest cyklede vi i stedet.
Selve cykelturen til skolen, blev en del kortere når vi kørte ad de små snoede grusveje der var røde af okker, gennem vild jungle. Jeg havde en Raleigh cykel med håndbremser og tre gear.
Da jeg en dag mødte tidligere end min broder (han pjækkede), cyklede min mor med, for jeg var jo bare otte år.
Vejen til skolen krydsede den kendte allé, omtalt i Karen Blixen’s bog “Den afrikanske farm”, som løber mellem hendes farm og et fransk nonnekloster.
Da vi skulle passere dette kryds midt inde i junglen stod der en stor hunløve ca. 25 m. fremme og spærrede vejen for os. Ved siden af løven var der små unger der løb rundt og legede.
I stedet for at vende om, og cykle tilbage, stod vi af cyklerne og talte dæmpet sammen om hvordan vi skulle komme forbi så jeg ikke kom for sent i skole.
Jeg var for genert til at komme hen i skolen til min lærerinde med en forklaring om at en løve havde spærret mig vejen, hun havde nok troet at det var en lodret løgn og ikke en lodret løve. Det ville have været meget pinligt.
Jeg husker stadig den mærkelige fornemmelse det var at se denne kæmpe, okkergule løve stående frontalt, lodret på den okkerrøde grusvej og stirre på mig med sine gulbrune øjne.
Hvor lang tid der gik er umuligt at sige, men det føltes som en evighed, og hver detalje husker jeg endnu som et indre fotografi jeg kan tage frem når jeg har lyst.
Det næste der skete var, at løven lige så elegant sprang ind til siden i buskadset og forsvandt i junglen.
Jeg følte stor lettelse da den stående, stirrende løves blik erstattedes af det befriende, vandrette spring.
Ungerne fulgte efter i et legende tempo.
Vi skyndte os at cykle forbi krydset hvor løven havde stået, men man kunne stadig høre dem inde i buskadset. Min mor syntes at ungerne var så søde og ville se dem igen, så hun stoppede op og ville hilse på dem.
Jeg tror aldrig at en otteårige dreng har skældt sin mor mere ud end jeg gjorde den dag, men hvis jeg ikke havde gjort det ville hun ikke stadig have været her, så hun og jeg endnu kan grine af historien.
Min mor cyklede hjem af den officielle vej med normal trafik.
-Og jeg fik en lodret /vandret oplevelse der kunne mærkes, og som nu kan bruges i mine malerier på grund af den stærke oplevelse, som det har taget så mange år for mig at få visualiseret fuldt ud.
© Uffe Christoffersen
www.uffechristoffersen.dk
|
