FRA VIOLET SOL TIL DEN SYDFRANSKE SOL

fanø kunstmuseum

“Violet Sol – et gensyn”

8 maj – 21 juni 2009

Fernisering 8 maj kl. 14.00

For mig står kunstnergruppen Violet Sol for en periode der var en forlængelse af min uddannelse på Kunstakademiet i København. Vi var en gruppe af nyudannede akademielever, en studentergruppe, der prøvede kræfter med sig selv inden de enkelte blev lukket ud i kunstverdenen på egen hånd. Da skulle man først begynde at manifestere sig som personlig kunstner.
For mit eget vedkommende flyttede jeg for 20 år siden til Sydfrankrig for på egen hånd at kæmpe mig frem som professionel aktiv kunstner.

Det er absolut en helt anden verden, udelukkende at leve af sit maleri gennem separatudstillinger i gallerier, museer og messer både her og i Danmark.
I den periode jeg udstillede på Violet Sol arbejdede jeg samtidig på Kunstakademiets Farvetekniske Laboratorium i 8 år. Det bestod i farveforskning og materialeundervisning.
Det var også en af grundene til at jeg bosatte mig i Sydfrankrig da der her i naturen eksisterer  naturlige farvepigmenter, fra okkerbrud som man kan bruge i sit maleri på mange forskellige måder.
Dette var noget af det jeg havde forsket i, den årrække jeg havde arbejdet på Farveteknisk Laboratorium og nu ville jeg realisere min viden i maleriet ved at studere de store okkerbrud her i det sydlige Frankrig.

Det stærke sollys, der falder paa de gule eller rødgule skrænter, bevirker at de lyser vældigt op, og står i en voldsom kontrast til den cølinblaa himmel. De mørkegrønne pinjetræer der gror i disse områder, er dækket af et fint okker-støv, som vinden ustandseligt hvirvler op, saa det næsten ophæver vegetationens naturlige farvekarakter. Men først og fremmest er det rigdommen af nuancer i selve okkermaterialet, der er væsentligt, og dette er en stor inspiration for mig til mit maleri
Okkerfarverne kan, i solen, næsten måle sig i intensitet med de syntetiske gule, orange og røde kadmiumfarver, mens de i skyggen bliver til dæmpede gulbrune farver. På samme måde lyser tigerens gyldentbrune pels kraftigt op i solen, hvorimod den i skyggen kan falde i et med omgivelserne på grund af kombinationen af striber og dæmpede farver. Der er her tale om en vekselvirkning der i virkeligheden passer så godt til dette temperamentsfulde væsen.
Et er hvad man ser og oplever i naturen, et andet er, når man som maler står foran staffeliet og skal omsætte disse, til tider modstridende, idéer eller følelser til billeder. Man må så søge ind i selve stoffet, og på den måde finde ud af hvad det er man i virkeligheden vil.

Med disse farver, som strækker sig fra at være dæmpede og passive til, i en glidende overgang, at blive aktive i højeste potens, er det muligt at male en tiger i alle dens temperamenter. Alle de stadier som et vilddyr nu befinder sig i. Tigre der slås, leger, parrer sig, jager og fortærer deres bytte m.v. Samtidig påvirker det også en selv, så de indre kræfter, der styrer de maleriske instinkter, bliver forløst. Det er naturkræfter der er i slægt med dem, der styrer rovdyrets instinkter.
For flere år siden var en fransk psykiater paa besøg i mit atelier. Han bemærkede at mine tigermalerier slet ikke forestillede tigre, men mennesker.

Uffe Christoffersen.

The Four Asian Tigers

HONG KONG

South Korea

 

Taiwan

Singapore

 

 

UDSMYKNING

Billeder fra indgangspartiet i Sydbank, hovedsædet i Aabenraa.

Fotos af René Enghave

7 TIGERHOVEDER

Tiger Growl

Malerier til Galleri GL. Lejre

Den 31 januar har jeg fernisering i Galleri Gl. Lejre. Udstillingen hedder:

PARAFRASE OVER HIMMELGAADEN.
Nogle af de malerier der bliver udstillet kan ses paa galleriets hjemmeside.HER

Udstillingen er malet under mit arbejde paa de tre store malerier som jeg kalder TIGER LEAP / HIMMELGAADEN og kan ses paa min hjemmeside HER>> . Disse tre billeder skal gemmes og vises et sted hvor der er god plads.

Under mit arbejde, i det sidste halve aar, har jeg haft “Himmelgaaden” af J.F. Willumsens (1863 – 1958 ) i tankerne til stor inspiration. Det er det tredie billede af “Trilogien Tizian døende” fra 1935 – 38.
Billedet kan ses på J.F. Willumsens Museum eller på museets hjemmeside.

.Yellow, Orange, Red, tiger leap in red African ochre.
152 x 260 cm. 2009

Yellow tiger leap in red African ochre.
152 x 260 cm. 2009

Orange tiger leap in red African ochre.
152 x 260 cm. 2009

Red  tiger leap in red African ochre.
152 x 260 cm. 2009

www.uffechristoffersen.dk

EN LODRET LØVE

Dyrenes “vandrette” væren er i kontrast til mennesket, som er “lodrette” væsner. 
Ene af alle væsener karakteriseres mennesket af den oprejste gang. 
Modsat dyrene har mennesket rejst sig og indstiftet dimension og perspektiv.
Menneskets væren-i-verden er som et personligt perspektiv, hvor sansningen kan sammenlignes med malerens evne til med den gode kunst hele tiden at opdage nye meningsdimensioner ved det værende.

I årene 1955 – 59, boede jeg i de to afrikanske lande Kenya og Tanzania. De to første år i Narobi og de efterfølgende i Dar-es-salam.

Vi kom til at bo i yderkanten af Nairobi, tæt ved Karen Blixens gamle kaffefarm, i en nyopført villa med have til.
Jeg var da omkring syv år, og haven var meget spændende, for hver aften lige inden solnedgang, kom farverne rigtig frem. Især var jeg meget fascineret af alle de røde nuancer den afrikanske jord havde. Når jeg så ud over stepperne kunne jeg der opleve de mange forskellige vilde dyr, zebraer, antilober, elefanter osv. og i det fjerne var der den violette bjerkæde Ngong.
Jeg elskede at sidde i vinduet når det var ved at blive mørkt og månen kiggede ned i haven og fik ubestemmelige skygger til at lure i de mange kroge. Ofte så jeg sjakaler og leoparder snige sig rundt dernede. I tropenatten hørtes de infødtes trommer fra de omkring liggende landsbyer, blandet med hyænernes hylen og løvernes brøl.

Den skole vi gik på lå ca. 9 km. væk, var engelsk, kun for hvide og de forlangte at vi skulle bære skoleuniform med hat og slips. Man var i skole hele dagen, med almindelig skolegang om formiddagen, lektielæsning midt på dagen og cricket om eftermiddagen.
Både skolen og livet i Afrika generelt var selvfølgelig en stor omvæltning, men det havde også sine fordele, for efter skoletid kunne jeg og min bror gå hen på byens flotteste hotel, der var i den bedste kolonistil og der i restauranten få gratis coca-cola’er. Det var vores nye “far” som kendte ejeren og vi to knægte gik blot indenfor og fik hurtigt lært at råbe “BOY, two cokes”. Hurtigt kom der en stor voksen neger i hvid kaftan med et bredt rødt skærf, en rød fez på hovedet og bare fødder der klaskede højlydt på det rødmalede cementgulv, med to kolde Coca-Cola’s med sugerør, og serverede for os.
Den gang kunne man ikke købe Coca-Cola i Danmark!

Bussen til skolen havde gode, polstrede sæder forrest til os hvide og bagest var der træbænke til de indfødte.
Når vi kørte med bussen var jeg altid meget fascineret af de forskellige mennesker der steg af og på.
Der var stor forskel på negrene, om de tilhørte Masai eller Kikuyu stammen. Masaierne, som er jægere havde altid deres spyd og knive med sig, de var meget høje, tynde og med en blanding af okker og olie smurt ind i deres flettede hår. Det var nogle barske krigere at køre i bus med, men det var meget spændende at studere deres spyd og knive i smug, for de var blanke og velholdte af at blive brugt meget.
Kikuyuerne, som er agerbrugere, var mindre, bredere, men med store muskler og deres kendetegn var alle de ting de havde stukket ind i de enorme huller som de lavede i deres ører. Til stor undren og morskab for os drenge stillede kvinderne sig op efter udstigning af bussen, med spredte ben, let foroverbøjede og løftede op i deres klæder og pissede bagud med en kæmpe stråle.
Buschaufførerne var altid mandlige Kikuyuer og fordi de skulle se pæne ud i deres uniformer var deres ører bundet op med elastikker til en mindre kugle på hver side af hovedet. Ellers ville deres ører hænge ned på skulderen med de store huller hvor der nomalt hang ben og smykker.
Det er mærkelig at tænke sig i dag at Amerikas nye præsident er født i dette land og at hans forældre sagtens kunne have siddet nede bagved på en af bussens træbænke.

Busserne kørte meget uregelmæssigt så oftest cyklede vi i stedet.

Selve cykelturen til skolen, blev en del kortere når vi kørte ad de små snoede grusveje der var røde af okker, gennem vild jungle. Jeg havde en Raleigh cykel med håndbremser og tre gear.
Da jeg en dag mødte tidligere end min broder (han pjækkede), cyklede min mor med, for jeg var jo bare otte år.
Vejen til skolen krydsede den kendte allé, omtalt i Karen Blixen’s bog “Den afrikanske farm”, som løber mellem hendes farm og et fransk nonnekloster.
Da vi skulle passere dette kryds midt inde i junglen stod der en stor hunløve ca. 25 m. fremme og spærrede vejen for os. Ved siden af løven var der små unger der løb rundt og legede.
I stedet for at vende om, og cykle tilbage, stod vi af cyklerne og talte dæmpet sammen om hvordan vi skulle komme forbi så jeg ikke kom for sent i skole.
Jeg var for genert til at komme hen i skolen til min lærerinde med en forklaring om at en løve havde spærret mig vejen, hun havde nok troet at det var en lodret løgn og ikke en lodret løve. Det ville have været meget pinligt.
Jeg husker stadig den mærkelige fornemmelse det var at se denne kæmpe, okkergule løve stående frontalt, lodret på den okkerrøde grusvej og stirre på mig med sine gulbrune øjne.

Hvor lang tid der gik er umuligt at sige, men det føltes som en evighed, og hver detalje husker jeg endnu som et indre fotografi jeg kan tage frem når jeg har lyst.

Det næste der skete var, at løven lige så elegant sprang ind til siden i buskadset og forsvandt i junglen.

Jeg følte stor lettelse da den stående, stirrende løves blik erstattedes af det befriende, vandrette spring. 
Ungerne fulgte efter i et legende tempo.
Vi skyndte os at cykle forbi krydset hvor løven havde stået, men man kunne stadig høre dem inde i buskadset. Min mor syntes at ungerne var så søde og ville se dem igen, så hun stoppede op og ville hilse på dem. 
Jeg tror aldrig at en otteårige dreng har skældt sin mor mere ud end jeg gjorde den dag, men hvis jeg ikke havde gjort det ville hun ikke stadig have været her, så hun og jeg endnu kan grine af historien. 
Min mor cyklede hjem af den officielle vej med normal trafik.
-Og jeg fik en lodret /vandret oplevelse der kunne mærkes, og som nu kan bruges i mine malerier på grund af den stærke oplevelse, som det har taget så mange år for mig at få visualiseret fuldt ud.

© Uffe Christoffersen

www.uffechristoffersen.dk

YELLOW TIGERJUMP

AFSNIT 7. “TIGERJUMP” 3 MALERIER

Det der giver bevægelsen i “TIGERJUMP”  er at tigeren bliver opfattet som en pil. En pil består af tre dele: Pilens midterstykke med, i bagenden, de styrende fjer og i forenden pilespidsen som virker retningsbetemmende.
I teorien kunne man placere tre pile i stedet for de tre tigre i “TIGER JUMP” og man ville opfatte bevægelsen i billederne på samme måde som vist i de tre skitser.

Dog er det noget andet da det nu engang er tigre.
De stærke ben får dyret til at springe frem og ud i rummet med al dens iboende kraft, i en fin balance, hvad enten den springer nedad, ligeud eller opad.
Tigeren består af en krop med “fartstriber” svarende til pilens midterstykke, og bagerst er halen en blanding af en pisk der smælder og de styrende pilefjer. Tigerens hoved angiver retningen af dyrets bevægelse, og erstatter den dødbringende pilespids, hvilket understreges af de  koncentrerede stirrende øjne og tænderne der er parat til at gå i kødet på hvadsomhelst den møder på sin vej.
***
Billedet er inspireret af et af J.F. Willumsens (1863 – 1958 ) malerier, “Trilogien Tizian døende”
Himmelgåden 1938. Tredie billede 250 x 300cm. Historien kan være en genopståen og eviggørelse af hans kunstneriske liv.
De tre malerier kan ses på J.F. Willumsens Museum eller på museets hjemmeside >>HER

TIGERJUMP 1.

*

TIGERJUMP 2.

*

TIGERJUMP 3.

*

TIGERJUMP 1.

*

TIGERJUMP 2.

*

TIGERJUMP 3.

*

AFSNIT 6. “TIGERWALK” 6 MALERIER

ATELIER

*

TIGER WALK A.

*

TIGER WALK B.

*

TIGER WALK C.

*

TIGER WALK D.

*

TIGER WALK E.

*

TIGER WALK D.

*